Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
ATHEN, hovedstad i ATTIKA.
Grækenland havde ingen hovedstad; landet var i det hele taget ikke et samlet hele, men derimod oversået med et utal af små bystater, der hver især havde deres egen regering. Athen var en af disse mange bystater, men byen var også meget stor, og spillede en rolle som stormagt i Grækenland; ofte havde Athen derfor kontrol med andre bystater. På dén måde var Athen altså også en 'hovedstad' i det antikke Grækenland; men Athen lå altid i konkurrence med to andre store bystater om at være den største: Sparta og Theben. Det landområde, Attika, Athen havde kontrol over direkte, var usædvanlig stort. Såtidligt, så vi ikke kan følge det præcist, udvidede byen sit landområde til også at omfatte steder, der engang må have været selvstændige byer - f. eks. Eleusis, der ligger en 20 kilometer nordvest for Athen og havde sin egen, meget betydelige, helligdom, men altså i den tid, vi kender noget til, ikke sin egen stat. Ligesom alle andre bystater havde Athen som sit administrative og sociale centrum et torv, agora. Torvet er stort set helt udgravet og kan besøges. Syd for agora lå tre høje: Akropolis, der var Athens borg, og hvor man finder de fornemste helligdomme, især den til Athene (Parthenon), men der er andre vigtige hellige bygninger på højen også: Erechtheion, Nike-templet og templet til Artemis fra Brauron. Der var også en smuk indgangsbygning, Propylæerne. Bortset fra Artemis-templet er disse bygninger blevet rekonstrueret, så man nu kan få et godt indtryk af dem. Navnlig Parthenon-templet er meget smukt.
Areiopagos-højen er en lille nøgen klippe, der ligger lidt vest for Akropolis. I den ældste tid synes den at have spillet en stor rolle i Athen som sæde for byens råd. Men efterhånden tabte dette Areiopagos-råd betydning i forhold til de forskellige organer i det attiske demokrati.
Pnyx-højen ligger endnu længere mod vest; højen var hjemsted for det attiske demokratis højeste organ, folkeforsamlingen. Byens vestlige port, 'Dobbeltporten', Dipylon, førte ud til begravelses-området 'Kerameikos' (hvorfra ordet 'keramik' kommer: det var her, Athens keramikere holdt til). Athen ligger et godt stykke fra vandet, men har en havneby, Piræus, som i oldtiden var forbundet med Athen ved to 'lange mure'. Det var disse lange mure og den gode havn, der sikrede, at Athen kunne være Grækenlands førende maritime magt i så lang tid. |
Sidst revideret 30. 12. 2009