THEOGONIEN

Læredigt af Hesiod

Græsk tekst Resume Temaer Data Oversættelser Litteratur

RESUMÉ

Theogoni betyder gudernes fødsel, og værket er både en kosmologi og en gudegenealogi. Da nemlig gudernes stamtræ begynder med Jorden, Gaia, og Himlen, Uranos, bliver et stamtræ over guderne samtidig også en beskrivelse af verdens skabelse, af kosmos' opståen af kaos. Det vidtforgrenede stamtræ over guderne og de utallige guddommelige naturvæsner og uhyrer kombineres naturligt med beretningen om, hvordan de forskellige gudegenerationer afløser hinanden som magthavere.

Først har vi Gaia og Uranos. De avler utallige børn, som Uranos dog tvinger tilbage i Jorden, i Gaia. De indespærrede børn, titanerne, gør oprør og en af sønnerne, Kronos kastrerer faderen. Herefter regerer Kronos, men også han er bange for sine børn og sluger dem efterhånden, som de fødes. Hans gemalinde, Rheia, narrer ham dog til sidst, da hun skal føde sønnen Zeus. Kronos sluger en sten svøbt som en nyfødt, og Zeus opfostres i det skjulte for en dag at befri sine slugte søskende ved at give faderen et brækmiddel. Herefter hersker Zeus og de olympiske guder. Et flertal af titanerne gør ganske vist oprør, men de olympiske guder vinder den drabelige kamp og de oprørske titaner fængsles dybt i jorden.

Digtet beretter også om titanen Prometeus, der hjælper menneskene og bl.a. stjæler ilden fra guderne og giver den til menneskene. Herfor straffes menneskene ved, at Zeus befaler guderne Hefaistos og Athene at skabe kvinden og sende hende til jorden (!). Prometeus straffes ved at han lænkes til en klippe, hvor en ørn hver dag kommer og hakker i hans lever.



TEMAER

Verdensorden, verdensherredømme og magt, men også spændingen mellem matriarkat og patriarkat.

Hele digtet kan ses som en forherligelse af Zeus, hans visdom og magt.



DATA

Theogonien er et såkaldt katalogdigt, dvs. et digt der i hovedsagen udgøres af en lang systematisk oversigt eller opremsning, i dette tilfælde en gudekatalog.

Digtets oprindelige længde er omdiskuteret, men slutningen, som handler om jordiske kvinder, der har fået børn med guder, er nok i virkeligheden begyndelsen til et andet værk, med titlen, Ehoiai eller Kvindekatalogen, et værk, der er ellers kun bevaret i småstumper.



OVERSÆTTELSER

I skolens bogdepot findes Theogonien og Værker og dage oversat i en samlet udgave:

Hesiod: Theogonien/Værker og dage/Skjoldet oversat af Lene Andersen. Gyldendal 1973. Ca. 40 eksemplarer.



LITTERATUR

Lene Andersen: Introduktion til Hesiod. Museum Tusculanum. Kbh. 1977
Lene Andersen: Hesiod og De homeriske Hymner. Klassikerforeningens Kildehæfter 1995
G. Bendz: Hesiod. Gudernes Morgen og Arbejdets Ære. Verdens litteraturhistorie I. Kbh. 1971
Holger Friis Johansen: Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid. Århus 1984
Per Krarup: Det græske epos. Kbh. 1978